Pelspleje

At holde en birma pels
 
Birmaen har en semilanghårspels som er rimelig nem at holde. Alt efter hvor meget underuld den enkelte kat har, kræver den pelspleje derefter. Nogle katte danner meget underuld, som kan sætte sig til filter og knuder, som skal redes ud eller barberes væk, alt efter hvor slemt det er. Når katten er killing er det vigtigt, at vænne den til børster og kamme, så den senere hen forbinder pelsplejen med hygge. I sommerperioden kræver de fleste birmaer ikke ret meget pelspleje, men i overgangsperioderne fra sommer til efterår/vinter og fra vinter/efterår til sommer danner eller taber de meget hår, som kan sætte sig til filter hvis det ikke bliver redt ud. Birmaens pels er meget fin og kan blive skadet ved brug af karte. I stedet bruger vi antistatiske stålkamme med forskellige mellemrum mellem tænderne og almindelige børster med naturhår. For at formindske underulden kan man bruge forskellige redskaber, der er fremstillet til at fjerne noget af underulden og derved mindske dannelsen af filter og knuder. Et eksempel på dette kan være Furminator, som kan købes i Maxi zoo.
 
Vask af birmapels
 
En birma der udelukkende er kælekat og ikke show kat skal vaskes en gang i mellem - især i fældningsperioderne. Dette gøres for at få alle de løse hår af og mindske at de slikker hårene i sig. Dog er det altid lækkert med en nyvasket kat ;) Køb en god shampoo der er beregnet til kattens PH-værdi og evt. en balsam så den bliver lækker blød. Husk at red alle knuder ud af pelsen, da den ellers filtrer endnu mere sammen. Når alt shampoo er ude af pelsen frotteres katten i et håndklæde (evt. superabsorberende håndklæde), så vandet bliver trykket ud af pelsen. Hvis vejret er varmt kan den sagtens lufttørre, men det bedste resultat opnås med en føntørrer så pelsen bliver tørret helt ind til huden. 
Hvis katten skal på udstilling skal der vaskes med flere shampooer (kan købes på udstillingerne og bl.a. pitstop) og derefter føntørres helt i bund så pelsen ikke krøller - guide til showvask kan findes på diverse sider.
 
Hårboller

Mange langhårskatte er i stand til selv at komme af med hårene. Enten i form af opkast af hårboller eller transportering gennem tarmen. Der kan gives specielt foder med højere fiber indhold og olie, der er med til at få hårene gennem tarmen. (se mere om dette under 'foder')  
 
Mange ejere af en hellig birma, oplever problemer i form af, at kattene danner hårboller, som sætter sig fast i tarmene, og må opereres ud. Symptomerne er, at katten bliver sløj. Den er stille, spiser ikke noget, drikker kun ganske lidt. Måske er der opkastning, men det er ikke sikkert. Temperaturen er ofte en lille smule højere end normalt (som er 37.5 - 39.0 grader) Der er kun let ømhed i maven til at begynde med, men det bliver værre efter nogle dage, hvis hårbollen slet ikke flytter sig.
  • Man kan børste kattene dagligt, så meget som muligt, og fjerne de løse hår.
  • Katte, der ammer, kan blive klippet på maven, så killingerne ikke sutter hårene i sig.
  • Der kan tilbydes foder med højt fiberindhold.
  • Man kan give kattemalt.
  • Der kan tilbydes kattegræs og stuebambus.
  • Der kan gives foder med ekstra vand.
  • Der kan gives tilskud af Psyllivet, som binder væsken i tarmene, så afføringen ikke bliver for tørt.

Kattemalt og paraffinemulsion er gode midler at give, når man har mistanke om, der er noget under opsejling, men skal ikke gives dagligt. Paraffin emulsion gives i en dosis af 2 - 3 ml i munden hver 2. time, men er der ikke kommet bedring på en dag, skal dyrlæge kontaktes.

          Lang pels er smuk, men den er farlig, når den befinder sig inde i tarmene!

Comments